SJÆLEVANDRING/INKARNATION/JUPITER
Selve ordet ”sjæl” kan virke abstrakt, da der er mange bud på at konkretisere begrebet. Vi kender det i kraft af mange ordsprog såsom ”Øjnene er sjælens spejl”, ”Ildsjæle”,”To sjæle samme tanke” etc.
Den er det bibelske udtryk for menneskets SANDE JEG, egoet, jeget i alle dets afskygninger, hvor dets inderste natur og liv på sit eget personlige plan stadig er ukendt/uudforsket af den såkaldte ”etablerede lægestand”, som jeg sætter højt, men jeg må her omtale Dr. Bach, som satte sig ind i sine ”medvandreres” sjælelige situation, hvor man sikkert kan nikke genkendende til nogle følelser, hvor man kan overvældes af glæde, smerte, kærlighed eller had.”
Jeg nævner modsætninger i yderpunkter, for når vi følelsesmæssigt er ude af balance, er man som en lille skrøbelig båd på det store oprørte ocean og råber på hjælpen, som er din indre Kristus, din indre Gud, der giver ro og lindring.
Sjælen er blevet sammenlignet med en diamant, der findes i bjergminen. Dens skønhed og udstrålende kraft sker først, når den har været i kyndige hænder og blevet slebet til, for det er sjælens begær,der binder os og ikke kroppen eller ”kødet”.
Begæret kan iflg. Buddha ( Han levede omkring 500 f. Kr.) kaldes for ”tørsten” eller ilden, som stadigt kræver mere brænde, hvorfor det kræves, at man selv slukker den ild, så vi efter den fysiske død må fortsætte sjælevandringen, altså finde et nyt sted at bo. Det kan være i forskellige dyrelegemer, som udviser ømhed over for sit eget afkom, hvorefter den kan træde ind i et menneskeligt legeme og ”forfine” sig via inkarnationer, hvor den kan opnå lotusblomstens skønhed.
Lotusblomstens rødder, der er skjult i dyndet, symboliserer den materielle verden – stænglen, der vokser op gennem vandet, er et symbol på livet (astralverdenen), og blomsten, der svømmer på vandet og åbner sig mod himlen er billedet på det åndelige liv.
Vi kan forestille os, at der er kommet en ny sjæl til verden, og jeget vil gerne have et sted at bo, og det skal være en ordentlig bolig, for den vil gerne have det lidt behageligt. Huspriserne er pt. rimelige at have med at gøre. Havudsigten er god. Det ”kører” bare, men der er ikke nogen hjemme i boligen, fordi sjælen ikke har fået nøglen, og så må den jo gå rundt i et ”rod” og finde den, for den havde jo en drøm, som Martin Luther King engang sagde.
Drømme skal realiseres, hvorfor sjælen ihærdigt begynder et oprydningsarbejde med jeget og når dertil, hvor begge dele er i samklang - har lært at elske sig selv, at værdsætte sig selv, så man som en fri fugl kan sige: ” Jeg er den, jeg er, og jeg gør det, som jeg allerhelst vil, for jeg har fundet nøglen til mit hjem.”
Indtil da er sjælen en form for databank,som har gemt alle vores erfaringer,lidelser, håb,længsler, kærligheder, viden om alle de mennesker, der har krydset vores vej på godt og ondt gennem vores mange liv her på Jorden, så vi må måske nok være påpasselige med at dømme hinanden, fordi vi jo ikke ved,hvilken ”lektie” et menneske skal lære i dette liv, som bare er en enkelt skoledag, hvor man kan lære eller ikke lære. Hvor man møder uforberedt, hvorfor der fyldes mere på til den næste skoledag, så man kan få indhentet det forsømte, og det kan der jo gå rigtig meget tid på og med.
De fleste sjæle er født her på Jorden og har kun inkarneret her, men 2-3 millioner nulevende mennesker er stjernemennesker.
Betegnelsen stjernemennesker bruges om mennesker, der har følelsen eller bevidstheden om, at de er kommet til Jorden fra et andet stjernesystem. Mange af disse stjernemennesker har været involveret i Jordens udvikling siden begyndelsen. Men inden for de sidste ca. 3 tusind år er et utal af andre kommet til og begyndt at inkarnere her, heriblandt mange fra engle og devariget. Alle med det ene formål at hjælpe menneskeheden her på Jorden i sin udvikling frem imod en højere dimension/frekvens.
Jeg vil her nævne Venus,som er den planet, der undertiden lyser stærkest på himlen, næst efter Solen og månen, hvorfor man har kaldt den en eventuel ny Sol.
Venus er kærlighedens planet, og hun er mytologisk datter af Zeus og Dione, eller hun er steget op fra bølgerne eller havets skum. Disse Venusfolk kom som sagt for at bringe kærlighed, harmoni og indsigt til Jorden, som nu er ved at blive transformeret til en hellig planet, fordi man er i gang med at løfte Jorden til en bedre aura.
De, der så får at vide, at de kommer fra en anden planet, kan ikke altid tåle det, da ”man” glemmer det såkaldte ansvar, der er forbundet med det og tror, at man skal lave ingenting her i jordelivet, men den går ikke, fordi så bliver man selvoptaget, da ”man er noget mere end andre” og glemmer at dagligdags ting skal gøres, glemmer, at der er blevet tildelt en kærlighedsenergi ”oppefra”, som skal administreres med omhu.
GLÆDE
Er en sjælskvalitet, hvor ægte glæde stammer fra sjælens fuldstændige kontrol over personligheden,som præges af den NYE SOL
JUPITER
Jupiter kaldes for ”planeternes konge”, da den udsender mere energi end Solen.Den har mange farver, som til stadighed skifter, men jeg har hæftet mig lidt ved den orangerøde/røde farve, der kendetegner ilden.
Som planeten Jupiter er den største af alle planeter, er også guden Jupiter den øverste af alle guder i den romerske mytologi.Han var oprindelig en himmelgud og blev kaldt Jupiter Optimus Maximus som beskytter af den romerske stat og dens ledere. Han hersker over himmel og jord, over lys, regn og lynild. Han fastsætter naturens gang og overvåger verdensordenen.( Thor er den tilsvarende gud i nordisk mytologi).
Han er visdommens og retfærdighedens gud, der i kunsten fremstilles som en moden, godmodig mand med fuldskæg, siddende på en gylden trone med lynet i den ene hånd og livets stav som sit scepter i den anden.Tronen står øverst på det hellige bjerg, og ørnen er hans hellige fugl, der bla. betyder styrke, stolthed og guddommelighed. Sammen med himmeldronningen Juno fik Jupiter sønnen Mars.
Grækerne kaldte himmelguden for Zeus og hans dronning Hera. Hans brødre er havets hersker, Poseidon, og Hades, der varetager underverdenen.
Ud over retfærdighed og visdom står han for menneskekærlighed, hengivenhed, inspiration og intuition. Han kan være magikeren, som kan få mennesker i ro ved at forklare, at alt ordner sig til det bedste, og det skal nok gå på bedste vis. Han kan virke lidt tossegod, da der skal være nok til alle til alle tider, og så er humor heller ikke af vejen, ligesom ordet tillid er væsentligt, at der er en mening med alting, som den humanistiske psykolog, Viktor Frankl overlevede på, da han var interneret i Auschwitz.
Merkur søger kundskaben, kommunikerer blandt mennesker, mens Jupiter søger forståelsen bag kundskaben, hvor man skal involvere sig selv og synes, det er morsomt. Jupiters kommunikation kan foregå med Gud. Som Venus er den ”lille lykkeplanet” er Jupiter ”den store”, som hele tiden vil vokse, bliver aldrig helt til tilfreds. Den kan bevæge sig for at få noget mere at vide, så den får en indre vækst – bliver fyldt ud.
Nu er Jupiter nødsaget til at have en legekammerat, der kan ”styre” ham, så han ikke vokser hele tiden, og det er Saturn, som danner et rodnet, for Saturn vil gerne se realiteter. Han repræsenterer jo Karmas herre, Tidens Herre, Tærskelens Vogter og belærer os i vores såkaldte ”svagheder”, som kan gøre os dygtige eller erfarne på nogle områder.
De to ”herrer” tager sikkert ved lære af hinanden, da hjertechakraet angår Jupiter, så vi skal give alting til alle - til alle tider, men
”Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid:
Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde,
tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at
opbygge.” (Prædikerens Bog).
Anvendte kilder:
Jørgen Korsholm: Den evige bror.
Marina Munk: Sjernemänniskör
Adskillige Baileybøger
Barboka: Den guddommelige plan, bind 1 og 2.
Madame Blavatsky: Den hemmelige lære
White Eagle: Sjælens vej, Visdom fra White Eagle
Diverse astrologibøger samt spirituelle bøger er gennemset.
Svogerslev, den 25.2.09