Planeten Pluto.

Planeten, Pluto, blev opdaget i 1928 eller i 1930. Der hersker lidt forskellige opfattelser, men under alle omstændigheder kom virkningen af dens tilsynekomst ved børskrakket i Wall Street , den 24. oktober (sorte torsdag) 1929, som hærgede verden og bragte nød og arbejdsløshed med sig. Meddelelsen kom hen over natten til vantro aktieejere, som dagen før havde troet, at de var rige, at det hele ”kørte” for dem, men det var lige det modsatte.

Vi kender alle spillet ”Matador”, som blev opfundet af en arbejdsløs repræsentant ved navn Darrow, som blev millionær på spillet,der kom til Danmark i 1936 fra Amerika. Her til lands kender vi ligeledes lørdagens underholdning ved samme navn, hvor alle danskere sad og hyggede sig, når ”Matador” kom på skærmen med alle dens meget rammende beskrivelse i bl.a. sin historiske korrekthed af tiden fra 1929 – 1947.
Serien gav inspiration til Korsbækspillet, som udkom i 1998, og i dagbladet Børsen kunne man den 22.10.08 læse, at spillet havde/har stor succes.

Pluto blev hersker over Skorpionens tegn, som tidligere havde Mars som hersker, men man fandt, at den var for lille til at være en planet, hvorfor Den Internationale Astronomiske Union den 24. august 2006 ”dømte” den til at være en dværgplanet. Så når vi taler om Pluto, taler vi også om 8. hus, hvor den har hjemsted. Det er projektionernes og dødens hus.

Mytologisk forbindes den ifl. Liz Greene med Erinyrerne, som er oldgræske skæbnegudinder, der ofte optræder som straffende og hævnende guddomme, som forfølger grove forbrydere. Deres hår er slanger, og de er utrættelige efter deres bytte. I serien ”Ørnen” (krimigenren)er man blevet inspireret af gudinderne, som absolut ikke hører til på Olympen, i lysets rige. Deres hjem er snarere underverdenens, hvor de optræder sammen med herskerne i Hades, så der hvor jordisk lov ikke kan ske fyldest, træder den guddommelige retfærdighed i kraft, altså en form for karmaloven, der populært hedder: ”Som du sår, så høster du”, og det kan være en hurtig afvikling, en livslang eller tidligere livs afvikling, der kan komme på tale.

Pluto og Saturn har ting til fælles, da begge planeter føler sig forbundet til hinanden inden for mytologien. De har begge en tilknytning til mørke, nedbrydning og til Luciferskikkelsen, som Bob Dylan synger om i ”New Pony”.
Saturn vogter på sin måde over Plutos område og kan sammenlignes med Karon, den gamle færgemand, som sejler de dødes sjæle over floden Styx til underverdenen, som har optaget Johannes V. Jensen i” Naaede de Færgen?” , og denne myte gav anledning til Carl Th. Dreyers kortfilmsklassiker, ”De Nåede Færgen.” (1948).


Disse planeter har indflydelse i eventyrets verden, hvor drager, dæmoner, trolde og andre uhyrer optræder,og de skal overvindes af eventyrhelten/heltinden, før de kan vinde prinsen/prinsessen og det hele eller halve kongerige. Det handler om en indre proces, hvor alle såkaldte skyggesider bliver fjernet stykke for stykke, så man kan blive ”Konge eller Dronning” over sig selv.

Ordet Pluto er forbundet med Pluton, der betyder den, som giver rigdomme, men først skal det egoistiske ego bekæmpes, ligesom alle former for begær, da såkaldte negative sindstilstande skal fjernes, før adgangen til noget større og vigtigere kan finde sted, hvor man begynder at stille de såkaldte eksistentielle spørgsmål.

Når Pluto kommer på banen er man ikke i tvivl om, at der sker noget, for der er drama på, når den melder sin ankomst, og den er ikke særlig stueren.Den kan have et skånselsløst præg over sig, da den vil have sin vilje – koste, hvad det vil. Det er et enten/eller, for den vil have det hele, da den jo er kommet for at ”rense” ud, at lave transformationer, forandringer for at give plads for noget bedre, men så længe den er på scenen, er det ikke altid lige behageligt,da den kan føles som et helvede i mange sammenhænge som en indre/ydre konkurs, alvorlige sygdomme som cancer, dødstrusler fra rockerverdenen, anmeldelser til skattecentre (stod i Politiken den 23. juli 2007) fra naboer,såkaldte venner, der pludselig er blevet ”overfaldet” af Pluto, hvor den djævelske Mr. Hyde har fundet indpas, så hvem skal vreden eller indestængte følelser så gå ud over?
Ja, kan man ikke finde den hos sig selv, så må man jo søge ofre for at få blive opfyldt af en manglende kærlighedsenergi, idet ondskab er mangel på kærlighed eller ”forvrænget” kærlighed, men basisenergien er i bund og grund kærlighed, for man kan jo ikke hade, hvis man ikke føler for nogen eller noget.

Vi kan undre os over ondskaben, der herskede i kz-lejrene. Mange følelser i denne forbindelse vil jeg overlade til Varlam Sjalamov i ”Fortællinger fra Kolyma”( Kolyma var Stalins mest dødelige lejrkompleks, og det var det største af dem alle iflg. Jens Alstrup, der har skrevet”Fanatismens endestation” www.gulag.dk)

Citat: Vi havde lært at være ydmyge og havde vænnet os af med at blive overraskede. Vi følte ikke længere stolthed, egenkærlighed, forfængelighed – og jalousi og lidenskab virkede som begreber fra Mars og derfor som bagateller. Det var langt vigtigere at lære at knappe sine bukser i frosten om vinteren – voksne mænd græd,når det skete, at de ikke kunne. Vi forstod, at døden ikke var værre end livet og var hverken bange for det ene eller andet. Vi var ramt af en overvældende ligegyldighed. Vi vidste, at vi kunne vælge at gøre en ende på dette liv i morgen, om det skulle være og en gang imellem besluttede vi at gøre det, men hver gang kom der småting i vejen, en af den slags småting som livet består i.
Så blev der uddelt ”larjok” – et kilo brød ekstra i bonus, og det ville være helt idiotisk at begå selvmord sådan en dag. Så lovede vagten fra nabobarakken, at man ville få et skod af ham om aftenen – en gammel gæld. Vi forstod, at livet, selv det allerdårligste, bestod af en afveksling mellem glæder og sorger, held og uheld, og det nyttede ikke noget at være bange for, at der var mere uheld end held. Vi var disciplinerede og lydige overfor cheferne.
Vi forstod at løgn og sandhed var søstre, og at der fandtes tusind sandheder i verden ………… (Sjalamov sad i Kolyma fra 1929 til 1953, levede fra 1907 til 1982.

Sjalamov er ud fra det citerede blevet ”befriet” fra nogle af de såkaldte negative sider, og han omtaler ikke ordet penge, som Alice Bailey giver en beskrivelse af i ”Herkules’ Arbejder”.”Ophobning af penge er en enorm lidenskab bag folks eller nationers handlinger ligesom det at samle guld kan give magt, som kan bevirke ” at uanset hvor meget en person har, stiller han stadig grådigt krav om mere.”

Skorpioner kan ikke lide, når noget kommer bag på dem. De vil gerne have tjek på tingene, have kontrol, have deres vilje. Vilje kan forstås på to måder. Om det er viljen til magt eller viljen til at yde og viljen til at ofre kan blive omtransformeret fra selvcentreret vilje til en formidler af godgørende gaver. ”Så tjener magt kun kærlighed og kærlighed kaster glans over magt.”( Bailey).

Ærlighed hører tegnet til, ligesom stædighed eller vedholdenhed, men begynder kontrollen at svigte, så kan indestængte dæmninger pludselig briste, fortræningerne kan komme frem, en såkaldt angst/frygt kan opstå, fordi elastikken pludselig strammes, og man kan komme ud i en slags gråzone, et ingenmandsland, et tomrum, men der er point of no return, og her træder skarpretteren, Pluto, til og tvinger os til at slippe det trygge, vi kender til.
Vi mennesker er bange for, at der ikke venter os noget nyt, men Pluto fylder så det tømte bæger op, giver os en ny frihed efter vi har klaget, jamret og udgydt forbandelser. Døden er livets mor, og i plutosprog er liv og død uadskillige.


Den går helt ind til benet, så det kan mærkes. Oprydningsarbejdet skal udføres GRUNDIGT.Alt uvæsentligt skal væk. Det er passe’ – ligene skal væk for at give plads til et ønske, gøre op med motivet for sine handlinger, altså der skal ske en nedbrydning, før en opbygning kan finde sted, og det kan sammenlignes med Fugl Føniks, der symboliserer genopstandelse og udødelighed, for død og for genfødsel gennem ilden. Det er en fabel-fugl, som brænder sig selv op. Den er død i 3 dage(de dage, hvor månen ikke ses), hvorefter den genopstår af sin egen aske på den tredje dag.

Pluto står for bl.a. hemmeligt politi, politik,psykologi, kriminalitet, banker og multinationale selskaber,politiske, økonomiske kriser,føre til en større sjælskontakt på et højere plan, hvorfor El Morya, en 1. strålemester, tager del i disse processer og er meget aktiv for at været en del af processerne, der kan foregår inden for nogle af de nævnte områder.

I løbet af denne sommer (08) kom Kristian den 2.( født l. juli 1481 – 25. januar 1559) til mig i forbindelse med penge eller økonomi, og det var ikke kun en gang, men op til flere gange, hvorfor jeg studsede lidt, da jeg forbinder Kristian den 2. med ”Det Stockholmske Blodbad”, moder Sigbrit og hendes datter Dyveke, der blev kongens store kærlighed, som pludseligt døde efter en såkaldt forgiftning den 21. 9. 1517.

Blodbadet udspandt sig korteligt af en gammel stridighed mellem svenskerne og danskerne, hvor Kristian den 2. mente at være den ubestridte herre over Sverige, hvor han lod sig hylde den 4. november 1520 som arvekonge og holdt i de efterfølgende dage fest på Stokholm Slot.
Onsdag den 7.november da klokken var et om eftermiddagen ”just på den tid, de var allerlystigst”, blev portene lukket under et opdigtet påskud til den efterfølgende dag kl. 9, hvor henrettelserne begyndte at finde sted, hvor den kongelige skarpretter, Jørgen Homuth, foretog arbejdet, som var blevet pålagt ham dagen før.
Ca. 83 måtte vandre til skafottet,hvilket Johannes V. Jensen, historisk korrekt, har beskrevet i ”Kongens Fald”, og rækkefølgen blev bestemt af deres stand, ligesom ligene blev kastet i 3 hobe, en for gejstlige, en for adelige og en for borgerlige. Det begyndte at regne, så regnvand og blod, blandet med snavs, løb i rendestenen ned ad torvet. Ligene fik lov at ligge ”tre dage og tre nætter for hunde og svin”, så blev der tændt store bål, som de blev kastet på, da intet måtte blive tilbage af de såkaldte kættere, der havde trodset kongen, der senere blev kaldt Kristian Tyran.

Astrologisk kan man se, at Pluto er ganske nådesløs i denne fremfærd, og at kongen ligeledes har et kraftigt plutoaspekt i sit fødselshoroskop, men ”Så var det beskikket”, som hans valgsprog var.

Dagbladet Børsen blev inspireret af denne historiske begivenhed den 10. oktober 2008 med ordlyden:” Blodbadet på aktiemarkedet efterlader undren og frustration på direktionsgangene.”

Ordet ”undren” er mildt anvendt i forbindelse med Roskilde Banks pressemeddelelse torsdag den 10. juli i år (2008), hvor Pluto stod i 4. hus, som repræsenterer hjemmet, hvor der skulle være trygt at være, men trygheden fik her sin styrkeprøve, for meddelelsen kom bl.a. hen over natten, ligesom efterfølgende gjorde det og bragte uro og angst med sig.

Roskilde Bank blev stiftet torsdag den 17. juli 1884 kl. 5 eftermiddag iflg. en annonce i Roskilde Avis den 16. juli, hvor det meddeles aktionærerne, at der holdes stiftende møde på Hotel Prindsen .
Horoskopet udviser en Skytteascendant, altså man møder verden med glæde og optimisme. Solen står i Krebsens tegn, der kan forklare, at ”man” er i trygge hænder, at ”man” holder sig til det lokale samfund, hvor ”man” vil være til glæde og gavn for alle, at pengene er i trygge hænder, og at ”man” kan vil have en hyggelig og behagelig atmosfære med bankens kunder.
Amerikas horoskop udviser det samme, da Amerika blev ”født” torsdag den 4. juli 1776 kl. 17,10 med en Skytteascendant, og solplaceringen er den samme som for ovennævnte horoskop, ligesom der også her skal være en behagelig atmosfære.
På selve selve dagen, hvor krakket blev meddelt, stod Pluto også i 4. hus, altså det føltes, som om hjemmet, alt det trygge, pludseligt forsvandt, hvorfor mange i øvrigt også begik selvmord, da de pludseligt stod uden hjem, havde ingen midler til mad, var kort sagt klædt af til skindet.

Vi kan så glæde os eller bævre over, at Pluto er 16 år i Stenbukken – her fra januar 2008 – januar 2024, hvor vi alle bliver testet i vores arbejder af forskellig art. Har det været godt nok, eller har det været en døgnflue?
Hvordan er vi selv tunet ind til dette nye image, der bl. a. hedder, at egoet også må vige for noget større, og kan vi bestå den nye køreprøve?
Er lektierne lavet, er der ingen grund til frygt, da andre værdisæt vil finde sted, hvorfor vi trygt kan tage El Morya i hånden og følge hans vejledning.

Kildehenvisninger:
Diverse historiebøger
Diverse astrologibøger.
Tidsskrifter, aviser.

Svogerslev, den 1. december 2008